(Wikimedia Commons)Selvom ingen forventer, at folkekirkens medlemmer faster i praksis, er der alligevel noget i den gamle tradition, som taler til det moderne menneske. Men hvorfor faster nogen, mens andre afskriver det blankt? Hvordan undgår man, at fasten ikke bliver et mål i sig selv?
For 16 år siden gik Karina Juhl Kande ind i sin lokale sognekirke i København og bad præsten fortælle om den kristne faste. Hun var fascineret af tanken om faste som en religiøs praksis, men det var vigtigt for hende, at den havde et kristent afsæt og indhold.
– Jeg ville rigtig gerne vide, hvordan jeg kunne gribe det an, hvad traditionen havde at sige, og hvorfor netop denne tid i kirkeåret var fastetid? Præsten kiggede dybt forundret på mig og svarede, at det måtte jeg nok hellere tale med en katolik om. Jeg var helt paf over, at hun intet kunne fortælle mig – der stod jo 2. søndag i fasten på en tavle i kirken, det måtte da betyde noget?
I dag er Karina Juhl Kande selv blevet præst, i Karlebo Sogn i Nordsjælland. Og hun faster stadigvæk. Da præsten i sin tid ikke kunne hjælpe hende videre, måtte hun forsøge sig i det stille i stedet og langsomt finde ud af, hvad der var den rigtige måde for hende. Og det viste sig at være en god fremgangsmåde.
– Sådan synes jeg, at fasten skal være. Stilfærdig. Den må ikke larme i sig selv.
Når I faster, må I ikke gå med dyster mine som hyklerne.
Det har ikke været en kristen pligt at faste i den danske folkekirke, siden protestanterne ved Reformationen forkastede tanken om, at man kan få fortjeneste hos Gud ved bestemte gerninger. Men nogle vælger stadig at gøre det i dag, som regel for at flytte fokus fra det materielle til det åndelige. Her beslutter nogen sig for eksempel for at give afkald på kød, slik, alkohol, streaming eller andet forbrug i fasteperiodens 40 dage.
Formålet med at undvære en luksusvare eller daglig rutine er, at det skaber rum og overskud til noget andet, for eksempel at give sit åndelige liv opmærksomhed eller at dyrke fællesskabet.
Men hvorfor faster vi egentlig i dag? Hvorfor tiltaler det nogle og afskrækker andre? Handler det om os selv, vores egen renhed, den perfekte livsstil, fællesskabet eller Gud? Det er der lige så mange holdninger til, som der er måder at faste på. Men det store spørgsmål, hvad enten man er for, imod eller midt imellem, er, hvordan man kan faste, uden at man på samme tid vikler sig (endnu mere) ind i sig selv.
